For 150 år siden døde H.C. Andersen, og i den anledning har Jens Andersen skrevet en ”Eventyreren” om eventyrdigteren, som fra han er 25 år, til han er 30 år finder frem til en enestående fortællekunst.  De første eventyr blev dog også kritiseret. En anmelder kunne nok se, at digteren havde talent, ment netop derfor skulle han ikke ”spilde sin tid på at skrive eventyr for børn.”

     Større forståelse mødte Andersen hos fysikeren H.C. Ørsted, som blev så begejstret ved at høre Andersen læse sit eventyrhæfte højt, at han sagde, at hvis hans romankunst ville føre til berømmelse, ja, så måtte eventyrene da gøre ham udødelig. Til B.S. Ingemann skriver H.C. Andersen, at han fortæller for ”de små, mens jeg husker på, at far og mor tit lytter med og dem må man give lidt for tanken.”

   Og i det store udland fik man snart blik for H.C. Andersen. Charles Dickens var begejstret, og H.C. Andersen fik smidt sine slæber ind hos familien Dickens. Det var ikke nogen lykke, for da H.C. Andersen var rejst, satte Dickens et skilt op i gæsteværelset, hvor der stod: ”H.C. Andersen sov i dette rum i fire uger, hvilket af familien føltes som en evighed.”

    ”Eventyreren” viser nemlig også, at H.C. Andersen kunne være ganske uudholdelig i sin selvoptagethed. På et tidspunkt overnatter an hos en familie i Klampenborg, der også har en engelsk dame som gæst. Hendes breve åbnede H.C. Andersen i håbet om, at der stod noget fordelagtigt om ham deri og efter læsningen beklagede H.C. Andersen sig højlydt: ”Jeg troede englænderne holdt så meget af mig.”

    Samtidig var H.C. Andersen et meget fromt menneske, der altid bad fadervor, inden han begyndte et eventyr. I den historie, der hedder ”Hvad man kan hitte på” fra 1869, vil en ung mand være digter. Han henvender sig til en klog kone, som giver digterspiren, der mener, han er født for sent, følgende råd: ”Tiden er just god, den er den allerbedste! Men du har ikke rigtigt syn på sagen, du har ikke skærpet hørelsen og læser nok aldrig dit Fadervor om aftenen!”