Kristi Himmelfartsdag. Smag lige lidt på ordet, for hvor er det lige himlen begynder? Er der 10 meter op eller er der snarere 100 km?

     I en bog med børns udtalelser om alt mellem himmel og jord siger Eivind på 5 år: ”Da Gud døde, kom han i himlen ligesom alle andre. Og siden er han blevet der.” Og så er der Tanja på 6 år, der måske bedst beskriver afstanden mellem himmel og jord, da hun siger: ”Der er så langt op til himlen, at Gud ikke kan stoppe nogen krige”.

    Her bliver himlen altså beskrevet som det, der er fjernt, endog meget fjernt fra menneskers liv. Himlens Gud opholder sig så langt fra væk fra jordelivet, at han slet ikke kan blande sig i krige og krise.

    Og det er da frisk, når børn sådan giver deres bud på det store spørgsmål vedr. himmel og jord, men tænksomme voksne kan såmænd også justere denne forestilling, som forfatteren Peter Seeberg, der lader en af sine romanpersoner modsige tanken om den fjerne Gud: ”Himlen var det verden lå nede i bunden af”.

    Her er himmel og jord ikke adskilt som to størrelser. Her hænger de tværtimod sammen. En anden digter skriver: ”Husk de lyn du ser – de er rødder af himmelens vidunderlige træer”, det er jo billedet af himlen, som noget der rigtignok befinder sig langt bort, højt hævet over ævl og kævl, men tillige sådan at der er en forbindelse, ja, sådan at himlen også er os helt nær. Med andre ord: ”Himlen er der, hvor der er himmelsk at være!”

    Så ordet himmel betegner stedet og rummet, hvor alt er godt. Guds hjemsted. Hvor Kristus er. Men det behøver jo heller ikke at være så fjernt. I en bøn til Kristi Himmelfartsdag hedder det: ”Giv også os et hjemsted for hjertet – hos dig i din himmel!”

    Det var det, Jesus i virkeligheden gjorde Kristi Himmelfartsdag, hvor han blev båret til himmels. Forinden gjorde han dog noget bestemt. Jesus ”løftede sine hænder og velsignede dem”, og så tog en sky ham bort fra deres øjne, og de kunne ikke længere se ham, men de kunne fortsat høre hans ord og føle hans gode gerninger på deres vej.