20/01/2026 0 Kommentarer
Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden?
Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden?
# Sorø Klosterkirke

Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden?
På dag 2 for den russiske invasion af Ukraine, gav Vladimir Putin i telefonen en af sine nærmeste medarbejdere besked på at meddele ukrainere, at de øjeblikkelig skulle overgive sig. Dmitri N. Kozak, som han hed, havde i tre årtier arbejdet tæt sammen med Putin og forklarede, at han simpelthen ikke forstod målet med invasionen af Ukraine. Det ene ord tog det andet, og det endte i et højrøstet skænderi, hvor Putin på ny befalede Kozak at beordre Ukraine til at overgive sig. Men Kozak slog kontra og meddelte i stedet til sin gamle ven: ”Du kan arrestere mig, eller du kan skyde mig for lydighedsnægtelse, men jeg nægter at gøre det”.
Kozak vidste ikke, at han var på medhør, og at Putin sad omgivet af en række af sine nærmeste rådgivere, så for første gang blev diktatoren direkte imødegået af en ansat. Det gør ikke Kozak til en helt, og han døde heller ikke martyrdøden. Men der klinger dog i hans ord noget af det, som Jesus sig i Mattæusevangeliet: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sin sjæl?”
Da Kozak svarede Putin, at han kunne slå ham ihjel eller arrestere ham, men at han under ingen omstændigheder ville gøre, hvad han blev beordret til, så kunne konsekvensen have været, at han forsvandt i en fangelejr i Sibirien eller faldt ud af et vindue i Moskva. Vor tids globale hasardspillere har nemlig ingen røde linjer og derfor har de heller ingen sjæl. Men det havde Kozak. Der var en grænse, noget han nægtede at gøre – om det så skulle koste ham livet. Ikke for at opnå berømmelse, ikke for at være en helt, men fordi han var besjælet af en tanke om, at et menneske adskiller sig fra andre væsner ved sin samvittighed, og at man fornedrer sig selv i det øjeblik, man handler mod den. Man kan ikke undskylde sig med, at vi blot er små prikker i universet, og at andre i ens egen situation blot ville have pareret ordre.
Kozaks nej er en prædiken over Matthæusevangeliet: Ja, det betyder noget, hvad du gør. Du har en sjæl, og du må ikke handle mod din egen samvittighed.
Kommentarer