Hvis Thomas Kingo er påskens salmedigter, og N.F.S. Grundtvig er pinsens, så er Hans Adolph Brorson (1694-1764) julens digter. Med den sønderjyske biskop fandt pietismen (1670-1750) sin stærkeste manifestation. Pietismen var en protest mod stiv dogmatik og et krav om større lidenskab i forkyndelsen. Mange af Brorsons bedste salmer er bearbejdninger af tyske salmer, men hans gendigtninger er bedre end forlægget.

    For Brorson kunne få verden til at sne med stjerner, ligesom han kunne få det danske sprog til at slå gnister. Hans søvngængeragtige sikre sans for ord finder man i en salme som ”I denne søde juletid”, hvor han giver udtryk for, at den sørgende har allermest brug for glæden: ”Når hjertet sidder mest beklemt/ da bliver frydens harpe stemt,/ at den bedre klinge/ og knuste hjerter føler bedst,/ hvad denne store frydefest/ for glæde har at bringe”. Brorson vidste besked om det knuste hjerte. En række af hans børn døde som spæde, og til sidst døde hans første kone i barselssengen. Drengen, hun fødte, overlevede, men blev sindssyg.

   Tredje søndag i advent hører vi profeten Esajas: ”Ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen”. Så har man lyst til at afbryde prædikanten: ”Der kan da ikke vokse en rose i ørkenen!” Men herpå svarer Brorson med salmen ”Den yndigste rose er funden”. Jovist, kan rosen blomstre i ørkenen, for Jesus har været her – og har endog draget omkring i ørkenen.      Det er også i denne salme, at Brorson tyer til dagligsproget. Mand og mand imellem hedder det: ”Ingen roser uden torne”. Det betyder jo, at selv hvor noget virker skønt og uimodståeligt, så er der ulemper. Men for Brorson gælder det omvendte i lige så høj grad: Ingen torne uden roser! Vi ved alle sammen, at det gør ondt at stikke sig på torne, men rosen er så uforlignelig, at den vil overtrumfe både tornene og deres bitre stik: ”Lad verden mig alting betage,/ lade tornene rive og nage,/ lad hjertet kun dåne og briste,/ min rose jeg aldrig vil miste!”