17. juni overværede jeg en smuk sommerkoncert i Sorø Akademis Festsal med Chorus Soranus. Kristine Vad, som er korets storartede dirigent, forklarede, at musikstykket ”Even when he is silent” er skrevet af den norske musiker Kim André Arnesen, og tilføjede så: ”Musikken er inspireret af en kort, men dybt bevægende tekst, som blev skrevet af en jøde i skjul under anden verdenskrig, og fundet ridset ind i væggen på en kælder i Köln i Tyskland.”

    Og så begyndte koret ellers at synge de tre gribende linjer: ” ”Jeg tror på solen/ også når den ikke skinner/ Jeg tror på kærligheden/ også når jeg ikke føler den/ Jeg tror på Gud/ også når Han tier.” Stemmerne steg gradvist til dramatisk klimaks ved sætningen "Jeg tror på kærligheden", for teksten handler om at holde fast i modstridende følelser i svære tider. Stykket munder ud i en eftertænksom afslutning, der skal understrege, at Gud også er til stede midt i tavsheden.

    I en sådan tro, er der en kolossal styrke. Her er tilværelsens grundvold, når alt styrter sammen eller mister mening. For i en sådan tro er der en indre vished, hvor man ikke hele tiden insisterer på at se det, før man tror det. Det er jo skeptikerens credo: Man vil se beviser, før man er overbevist. Skeptiker kommer af græsk og betyder netop, at man vil se det, før man tror det. Det er et rigtigt udgangspunkt, hvis man er udkik efter en brugt bil eller reflekterer på en annonce i Den Blå Avis, men i kærlighed og kristendom er det et forkert udgangspunkt. Her må vi tro det, før vi ser det. Hvordan skulle man ellers nogensinde kunne blive gift? Når manden og kvinden foran altret lover, at de vil elske og ære hinanden, indtil døden skiller dem ad, så nytter det jo ikke, hvis den ene af dem afbryder præsten under ceremonien siger: ”Ja, det vil jeg nu se, før jeg tror det.” Og på samme måde med troen på Gud - også her må tro ham, selv når han tilsyneladende tier.