Filminstruktøren Francois Truffaut sagde engang, at hvis man fortæller mig at 9 ud af 10 franske film handler om kærlighed, vil jeg stadigvæk sige, at det er for lidt. Og sandt er det, at det bedste og det værste i vores liv har med kærligheden at gøre. Det kan man forvisse sig om under læsningen af Jens Christian Grøndahls omfattende forfatterskab, der tog sin begyndelse i 1985 med romanen ”Kvinden i midten”. Her stiller fortælleren sin elskede dette spørgsmål: ”Vi er stadig fremmede for hinanden, men hvor længe endnu?” Spørgsmålet genlyder i mange af de romaner, Grøndahl siden har skrevet. Kærligheden bringer mennesker sammen, men den skiller dem også ad, fordi det ofte ender med, at de elskende bliver fremmede over for hinanden. Komikeren Thomas Wivel sagde engang: ”En ven er en fremmed, du ikke har mødt endnu.” Den erfaring gør adskillige i Grøndahls persongalleri, og det kan måske lyde trist, men er det ikke, fordi romanerne rummer en vældig dynamik, da de også handler om at forsone sig med tilværelsen igennem fortællingen om ens eget liv. Med Grøndahls egne ord: ”Man er sin historie, ja, men det betyder også, at man bliver til, idet man fortæller om sin egen omskiftelige og selvmodsigende tilblivelse.”

      Onsdag d. 22. april kl.19.00 gæster Jens Christian Grøndahl Sorø sognegård, hvor jeg også skal tale med ham om de sidste tre romaner, hvori der indgår kristne motiver. Den ene hedder ”Fra i nat sover jeg på taget”, og da Grøndahl er den nulevende forfatter, der er mest læst i Frankrig, er denne roman oversat. I Le Figaro lød dommen: ”Grøndahl forbliver den fuldendte følelsesatlet. I hans værker fortælles kærligheden i dæmpede toner, tyst og lavmælt, i en prosa så glat som fløjl. Der er noget magisk ved kongeriget Danmark. Elegancen er allestedsnærværende, og så er denne romanforfatter endog i stand til at skrive: "Læsere, der måtte ønske det, kan springe en side over”. Det kan der slet ikke være tale om, monsieur Grøndahl!”