Kære konfirmander!

Kære konfirmander!

Kære konfirmander!

# Sorø Klosterkirke

Kære konfirmander!

 I dag er en særlig dag. I får gaver, men nogle af de vigtigste gaver bærer I inden i jer selv: jeres talenter, jeres drømme og jeres muligheder. Derfor vil jeg ikke kun sige tillykke med konfirmationen, men også med det sted, I står i livet. Barndommen er ved at blive til en del af fortiden, men I kan tage dens nysgerrighed og åbenhed med jer. I kan stadig lege og drømme, men I er også voksne nok til at tænke selv, tale selv og vælge selv. Det er en gave, som I skal værne om.

For mere end 40 år siden blev jeg selv konfirmeret. Dengang fik vi suppe, steg og is, og mellem retterne røg de voksne cigaretter og cigarer ved bordet. Hold op, hvor vi hostede! Det var en anden tid, og verden har ændret sig meget siden. Men noget er det samme: I står et sted, hvor meget kan ske.

      I undervisningen talte vi om Søren Kierkegaard, som I så en film om. Han sagde noget afgørende om det, der kan ske i livet: “At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.” Altså - hvis I tør tage chancer – måske springe ud i noget, I ikke føler jer helt trygge ved – så vil I mærke, at I mister fodfæstet for en stund, et øjeblik. Men hvis I aldrig vover noget, risikerer I at gå glip af livets muligheder og alle de talenter, I hver især bærer på, og som jeres omgivelser skal nyde godt af.

     Kierkegaard sagde også noget andet, som ligeledes er værd at huske på. Han sagde: “Når man bliver ved med at gå, så går det nok.” Disse ord kan forstås på flere måder. Kierkegaard gik ture hver dag for at få frisk luft og klarhed i tankerne, men hans ord handler også om selve livet. Hvis I bliver ved med at gå fremad, uanset hvor svært det føles, så skal I nok nå jeres mål. Og selv hvis I ikke når præcis de mål, I havde sat jer, vil I finde andre mål, der er lige så gode eller endda bedre. Når én dør smækker hårdt i, er der næsten altid en anden som åbner sig.

(uddrag af konfirmationstale holdt i Sorø Klosterkirke d. 4. maj. 2025) 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø
  ·   Kirkekontor: Munkevænget 22, 4180 Sorø
      57832620
      dva@km.dk

Kontakt