Der er lige udkommet et nyt salmebogstillæg med 151 salmer, og der er fine ting iblandt, men det er påfaldende, hvor lidt der bliver henvist til Jesus Kristus. En organist har noteret sig, at navnet Jesus kun optræder 18 gange i de 151 salmer.

   Derimod optræder ordet ”lys” næsten 10 gange så ofte – nemlig 158 gange. Lys, glæde, varme og årstidernes velsignelsesrige skiften. Jo, også jeg foretrækker lys og glæde frem for mørke og tristesse, men jeg må også spørge mig selv, hvor meget salmerne egentlig har med kristendom at gøre?

   En af salmerne skal forestille at være en gendigtning af Paulus tekst fra Korintherbrevet, hvor man læser de berømte ord om tro, håb og kærlighed. For salmisten Grundtvig var modsætningen mellem liv og død det helt afgørende, men sådan ser den moderne sangskriver slet ikke på det. Her hedder det i stedet: ”Døden selv er ubetydelig/ Og har selv ingen magt, / For det er bare livet/ Der stille skifter dragt”. Undskyld: men er der megen trøst i de ord, for den der har mistet en af sine kære? Døden er ubetydelig. Det er bare livet, der stille skifter dragt. Nu er døden gjort til et harmløst fænomen, vi ikke behøver tage alt for højtideligt. Mig forekommer det, at der bliver talt helt anderledes alvorligt i Bibelen om liv og død. Det gør der langfredag, det gør der påskedag, og det gør der i det hele taget i evangeliet.

    Og det er naturligvis, fordi Kristus er meningen og midtpunktet med Det Nye Testamente. Det er jo gennem Jesus Kristus, at vi lærer Gud at kende. Kristus blev født som menneske, for at Gud kunne komme os helt nær. Derfor kunne man sige, at det der møder os i mange nye salmer, er en fjern Gud, en abstrakt Gud, og en sådan Gud er det svært at forholde sig til, når barometeret ikke kun står på sol, og det gør det som bekendt ikke altid.

    Paradoksalt nok virker mange af de gamle salmer således mere aktuelle og nærværende end en række af de nye salmer.