Op mod jul havde et menighedsråd sat en annonce i det lokale dagblad. Det handlede om julehjælp til sognets værdigt trængende familier. Men formuleringen var en anelse klodset og måske lidt for logrende: ”Alle i sognet kan søge om en julekurv. Man henvender sig til præsten. Det er ikke nødvendigt at tro på ham.”

   Blev der afsat flere julekurve det år? Det skal jeg ikke kunne sige, men det har sikkert sænket tærsklen til sognegården en smule, at man nu ikke behøvede at tro på præsten. Måske havde annonceforfatteren oprindelig skrevet, at det ”ikke er nødvendigt at tro på Gud”, men er så nået til den konklusion, at det så for højtideligt ud, så det blev til ”ham” ” i stedet. Det gav på en måde også bedre mening, den kristne tro står eller falder jo ikke med, om man tror på præsten. Det handler til syvende og sidst, om man tror på Gud.

   For når vi tror på Gud bliver vores verden større. Vi løfter blikket og ser tingene i et nyt perspektiv, hvor der er plads til det hele: Had og kærlighed, håb og fortvivlelse, glæde og sorg. Vi kludrer i livet, oplever stjernestunder, øver både ondt og godt. Men som fortegn gælder de ord, som lyder i vielsesritualet: ”Husk, at I er Guds udvalgte, hellige og elskede”. De gælder i sorgen og tvivlen, i glæden og smerten. Over døbefont og ved kisten, ved alter- og køkkenborde. Når vi står, og en dag skal ligge ned.

   Da Pablo Picasso blev født i 1881, var han død. Det var kun takket være hans onkel, lægen Salvador Ruiz, at verdenskunstens historie tog en anderledes drejning. Salvador bøjede sig over den lille, livløse baby og blæste cigarrøg ind i hans næsebor. Picasso rørte på sig, han skreg, og hans første åndedrag var fyldt med røg, der sved i halsen og brændte i lungerne. Men han var live, og det kristne evangelium er lige så stærkt og livgivende, som den røg Picasso fik i lungerne og kaldte ham op fra de døde.