
11/07/2025 0 Kommentarer
Mark Twains humor (I)
Mark Twains humor (I)
# Sorø Klosterkirke

Mark Twains humor (I)
Ron Chernow har netop skrevet en gigantisk biografi om Mark Twain om hvem det hed, at når turister i slutningen af det 19.århundrede og begyndelsen af det 20.århundrede besøgte USA ønskede de at se to ting: Niagara vandfaldet og Mark Twain.
Mark Twain interesserede sig for alt fra geologi til teologi, og de bedste af hans citater gik derfor viralt, som det hedder nu til dags. Mark Twain blev født i 1835 i Florida, hvor der dengang kun var 100 indbyggere. Derfor kunne han med nogen stolthed skrive: ”Jeg øgede landsbyens indbyggertal med én procent. Det er mere end mange af de bedste mænd har kunnet gøre for deres fødeby – ikke engang Shakespeare – men jeg gjorde det med Florida.”
Med romanerne ”Tom Sawyer” og ”Huckleberry Finn” lod han børn tage etisk stilling: Bør man melde sig som vidne, hvis man ved, at der er en uskyldig mand, der skal hænges? Bør man sætte venskabets hemmeligheder over forholdet til de voksne? Har man lov at lyve i bestemte tilfælde? Huckleberry Finn siger, at hvis han havde en hund, der opførte sig som hans samvittighed, ville han ikke betænke sig på at skyde den. Den hyler og skaber sig om natten, og den er ikke til at få fred for. Men hvis man slog samvittigheden ihjel som en hund, ville man så ikke for alvor være i vanskeligheder? For hvad er bedst: At have samvittighedsnag eller at være samvittighedsløs? Er det monstro samvittigheden, der gør os til mennesker?
Mark Twain gør sig i det hele taget teologiske overvejelser: ”Adam og Eva spiste ikke frugten, fordi de havde lyst. Men fordi den var forbudt. Fejlen var, at det ikke var slangen, der var forbudt, for så havde de ædt den.” Et andet sted skriver Mark Twain, at han misunder Adam – for uanset hvad Adam sagde, kunne han være sikker på, at ingen havde sagt det før. Mark Twain kom i heftig diskussion med en mormon om flerkoneri. Mormonen stred bravt for sine synspunkter og pointerede, at det ingen steder i Bibelen står, at flerkoneri er forbudt. Mark Twain svarede: ”Jo, for der står: ”Ingen kan tjene to herrer!””
Kommentarer