Som nævnt i den foregående klumme blev Mark Twain meget berømt. Et brev adresseret til ”Mark Twain, Gud ved hvor” nåede ham således på en verdensrejse, og Mark Twain besvarede brevet med: ”Det gjorde Han”. Derpå sendte en anden spøgefugl naturligvis et brev til: ”Mark Twain, djævelen ved hvor”, der blev kvitteret med et: ”Det gjorde han også”.

    I sine erindringer bemærkede Mark Twain: ”Jeg tror, vor himmelske Fader opfandt mennesket, fordi han var skuffet over aben.” Den var for kedelig. Mennesket er derimod ubegrænset i, hvad det kan finde på af idiotiske ting. Vi opfinder elektriciteten og fremstiller herefter den elektriske stol! Som en svoren hader af humbug og hykleri brugte Mark Twain verdens farligste våben: Humor. Igennem næsten alle hans tekster går en drillende, underfundig mistillid til al autoritet, og han havde ingen komplekser over for det akademiske, men skrev sarkastisk: ”Et blomkålshoved er jo ikke andet end et almindeligt kålhoved, der har gået på universitetet.”

   Man har defineret humor, som tragedie plus tid, og hvem andre end Mark Twain kunne finde på at sige om sine mor, at hun var så god mod dyr, ”at hun varmede vandet, før hun druknede kattekillingerne”.

   Det er også Mark Twain, der spørger: ”Hvad ville vi være uden kvinder?” Han svarer selv: ”Fåtallige, meget fåtallige!” Den billeddannede evne med dræbende effekt var noget særligt i Mark Twains produktion. I en novelle søger Mark Twain et udtryk for et misfornøjet ansigt, og så kommer han på det: ”Han lignede en bedemand, der havde afhændet sin butik tre dage før en epidemi.” Eller han anvender den vilde overdrivelse, når han skriver, at han som dreng så et fugleskræmsel, der var så frygtindgydende, at kragerne kom og afleverede det korn, de havde stjålet tre år tidligere.

   Sorgen over Mark Twains død i 1910 kom til at illustrere, hvad han selv havde skrevet: ”Lad os leve sådan, at selv bedemanden bliver ked af det, når vi dør.”