I begyndelsen af 1840’erne rejste Søren Kierkegaard til Berlin efter en brudt forlovelse. Han gik til forelæsninger hos Friedrich von Schelling om ”Virkeligheden”, som var et tema Kierkegaard interesserede sig lidenskabeligt for: ”Jeg er så glad for at have hørt Schellings anden forelæsning. Da han nævnte det ord: »Virkelighed« om filosofiens forhold til virkelighed, da sprang tankens foster i mig af glæde som i Elisabeth (dengang hun var gravid med Johannes døberen).”

     Men allerede et par dage senere noterer Kierkegaard: ”Hvad filosofferne siger om virkeligheden, er ofte lige så skuffende, som når man i en genbrugsbutik læser på et skilt: her rulles. Ville man komme med sit tøj for at få det rullet, så blev man narret; for skiltet er blot til salg.”

    Der rulles selvfølgelig ikke hos marskandiseren. Det er bare skiltet, som er til salg. Og når en professor holder foredrag om virkeligheden, er det bare et skilt for filosofien. Virkeligheden møder man ikke i et auditorium, og efter den skuffelse konstaterede Kierkegaard, at virkeligheden består af mulighed og nødvendighed. Nødvendigheden binder, og muligheden betyder frihed. Alder eller genetiske anlæg kan binde et menneske, for at leve er både at ånde ud og at ånde ind. Man ånder muligheden ud: Årh, alle disse muligheder, men så ånder man alligevel virkeligheden ind og ser, at den indeholder visse begrænsninger.

    Men hvis man alligevel insisterer på muligheden, så tror man, konkluderer Kierkegaard, for som han tilføjer: ”Gud er, at der er mulighed.” Ja, Gud er de uendelige muligheder, hvilket jo ikke er Kierkegaards opdagelse, for det står også i Bibelen, og vi bliver mindet om det både ved dåb og begravelse: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi Fader, som i sin barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”

     Et levende håb – det er et håb, der også eksisterer, når alle vore egne håb er brugt op.