Da Poul Henningsen (1894-1967) var 11 år gammel, fortalte hans mor Agnes Henningsen ham, at manden i huset, ikke var hans rigtige far. ”Hvem er så min rigtige far?”, spurgte PH. ”Det er digteren Carl Ewald.” Så brast PH i gråd, og moren prøvede at trøste ham, men så fik PH fremstammet: ”Jeg havde sådan håbet, at det var Georg Brandes og sådan frygtet, at det var Jeppe Aakjær!”

     PH måtte i 1943 flygte til Sverige. Han havde kritiseret bl.a. nazisten Vilfred Petersen, hvis gruppe planlagde at dræbe ham. Det erfarede PH først i 1948, da en af bandens medlemmer opsøgte ham og i nogle timer forklarede, hvad der havde været deres morderiske plan. Siden havde den unge mand læst tekster af PH, hvor han manede til besindighed under retsopgøret, og den unge fortrød derfor de morderiske planer. PH var godt tilfreds: ”Man kan jo ikke forlange mere af sin morder, end at han fortryder, at han ville have slået én ihjel!”.

   PH havde i det hele taget sans for at skrive oneliners: ”Enhver forretning beror på gensidig tillid – fra den ene af parterne”. Eller: ”Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke”.

      H.C. Andersen skrev salmen: ”Jeg har en angst som aldrig før”. Den handler om at styrte ned i mørke og ensomhed. Noget lignende skrev PH til sin kone, da han blev dødssyg: ”Før jeg mødte dig, havde jeg ensomheden, nu fik jeg tosomheden, bag dig skimter jeg ingensomheden.”

    Men hvor H.C. Andersen i salmen slutter i troen på Gud, forbliver PH i mørket. Det var naturligvis, fordi han nærede visse vrangforestillinger om kristendommen, men det hører dog med til billedet, at han på et tidspunkt i sit liv faktisk var på sporet af, hvad evangeliet gik ud på.     PH skrev nemlig: ”Hele vores religion hviler officielt på en mands lære, for hvem skøger, mordere og tyveknægte først og fremmest var mennesker (…) Humanisten foreslår, at man skal tolerere dem, rette på dem, søge at helbrede dem, udvikle dem, tro på det gode i dem – men han, hvis rige ikke var af denne verden, sagde, at man skulle elske dem.”