På fotoet ser man det måske ikke, men Niels Bundgård er en mand, der har let til latter. Han holder sig godt opdateret som bl.a. læser af Kristeligt Dagblad og af historiske værker. Men selv er Niels Bundgård også et stykke danmarkshistorie.

    Det begyndte alt sammen i 1941, hvor han meldte sig ind i Dansk Samling, som byggede på en treklang af Gud, konge og fædreland. Den unge Niels var nemlig lige som mange andre danskere oprørte over besættelsen. Men Niels Bundgård lod det ikke blive ved vreden, og i begyndelsen af 1943 kommer han i forbindelse med den gryende modstandsbevægelse. Først er det illegale blade, men snart bliver det våbenmodtagelse og jernsabotage.

    Når Niels Bundgård 80 år efter krigens ophør ser tilbage, så var våbenmodtagelserne den farligste del af arbejdet. Dels kunne man risikere at få containerne i hovedet, dels holdt tyskerne også øje med våbennedkastningerne. Anderledes var det med jernbanesabotagen: ”Man cykler uden til den banelinje, det i nat skal gå ud over. Selv om man mange gange før er kommet ad denne strækning, forekommer den i nat en helt fremmedartet. Man samles på det forud aftalte sted, og så snart vagten har fjernet sig, lister man op på skinnelegemet, finder sammenføjningen, lægger sprængstoffet til rette og anslår tidsblyanten, hvorefter man roligt finder cyklerne og kører hjemad.”

   Niels var samtidig gymnasieelev på Aalborg katedralskole, men modstandsarbejdet greb om sig. Takket være sine forbindelse til Dansk Samling blev han således en nøglefigur i dannelsen af sabotagegrupper. Niels var dermed på farten, under jorden og i aktion de sidste to år af krigen, så han fik først sin studentereksamen i hus med et års forsinkelse.

    I sit hjem i Himmelev fortæller Niels Bundgård mig, at tiden som sabotør har været helt afgørende for hans holdning og horisont, og at Gud, konge og fædreland – ja, det er stadigvæk det, han orienterer sig efter.

    Den 26. november i år fylder Niels Bundgård 100 år – med nysgerrigheden og livsglæden i behold.