Stóra tøkk til Lis

Stóra tøkk til Lis

Stóra tøkk til Lis

# Sorø Klosterkirke

Stóra tøkk til Lis

Selv om beskeden ikke kom helt uventet, så var det alligevel lidt af en mavepuster: Lis stopper som præst i Sorø! Det har nemlig været en fornøjelse at arbejde sammen med hende. Der var aldrig en kurre på tråden gennem de år vi arbejdede sammen. Dertil kommer, at hun besidder en humorens nådegave, som jo kan jævne de mest vanskelige stier i omgangen med sognebørn.

   Vi lærte Lis at kende som en præst med et lyst sind og en altid redebon klukkende latter.

   Sognepræst Lis Samuelsen kom til Sorø sogn i 2011 og demonstrerede fra begyndelsen, at hun mestrede prædikekunsten. Prædikerne var altid brændende aktuelle og belyste det liv, som mennesker af i dag lever. Lis holder sig tæt til evangeliet, og hendes sprog var lysende klart. Og sognets beboere satte pris på hendes nærvær, mange vil huske, at Lis var til stede med trøst og støtte, når folk blev ramt af modgang. Andre lærte hende at kende gennem sognerejser og andagter på plejehjemmene.

    Lis har også delt ud af sin viden om Søren Kierkegaard i foredrag i sognegården, og hun havde da også skrevet speciale om Søren Kierkegaard hos Joakim Garff. Kort efter at vi havde ansat hende, traf jeg sammen med Garff, der har skrevet den autoritative Kierkegaard-biografi ”SAK”. Han udbrød: ”Det præstevalg kommer I aldrig til at fortryde!” Og det har vi heller ikke gjort. Lis er en festlig færing, levende, munter og skæg, men samtidig meget stærk og kompromisløs i spørgsmålet om det væsentlige: Kristendommen. I kirken er der plads til alle – men der er ikke plads til alt. For Lis har også sine meningers mod, og hun viger ikke tilbage fra det, hun tror på. Det er måske et karakteristikon, hun har arvet fra sit fødested på de vindblæste øer i Atlanterhavet, hvor det gælder om at stå fast.

    Nu Lis besluttet at Færøerne på ny skal være hendes hjem, men vi vil huske de dejlige år med hende, og til slut vil jeg gentage, hvad der også står i overskriften: Stor tak til Lis.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø
  ·   Kirkekontor: Munkevænget 22, 4180 Sorø
      57832620
      dva@km.dk

Kontakt