Et af dette års største læseoplevelser har været atomfysikeren Jens Olaf Pepke Pedersens bog ”Fra lys til liv”. Ja, jeg blev faktisk så optaget af bogen, at jeg har inviteret Pedersen til en samtale om emnet i Sorø sognegård onsdag d. 3. september kl.19.30, hvor enhver selvfølgelig er velkommen.

    Pedersen omtaler i sin bog, at Napoleon engang spurgte astronomen Pierre-Simon Laplace, hvor Gud var placeret i hans værk. Laplace svarede, at den hypotese havde han ikke haft brug for. Men det var en fejl fra Laplaces side, mener Pedersen, for uden en skaber bliver det svært at forklare, hvorfor universet er indrettet, som det er. Hvis man derimod bringer en almægtig skaber ind i billedet, så giver det god mening, at universet er formet, som det er – sågar på naturvidenskabelige præmisser.

    Pedersen gør op med tanken om, at kristendom og naturvidenskab befinder sig i et radikalt modsætningsforhold til hinanden. I kristendommen er det en bærende tanke, at Gud har åbenbaret sig såvel i Bibelen som i skaberværket, og når Giordano Bruno blev brændt på bålet, så var det ikke pga. sin videnskabelige forskning, men fordi han påstod, at Kristus var en fupmager og kristendommen udtryk for stupiditet.

   Generelt har kristendommens forhold til videnskaben ifølge Pedersen været præget af nysgerrighed og interesse, hvorfor Pedersen pointerer, at det næppe er nogen tilfældighed, at det naturvidenskabelige gennembrud fandt sted i en kristen kultur.

     Direktøren for Helsingør værft sagde engang, at hvis man med en magisk fløjte kunne tilbagekalde alle de materialer, der i tidens løb var ”sivet” fra værftet og ud i byen til gør-det-selv-folket, så ville hovedparten af Helsingør by falde sammen. Pedersens påstand er, at hvis man på lignende vis kunne tilbagekalde den retningsgivende inspiration, hvormed kristendommen har påvirket den vestlige civilisation, ville vi sidde tilbage i en videnskabelig ruin.

    Jeg ser meget frem til at interviewe en af landets førende videnskabsmand om tro og videnskab.