I en lille by var lægen og advokaten ikke bare naboer, de var også gode venner. Men så en aften kører de ind i hinanden ude på landevejen lige før byskiltet. BANG! Bilerne er totalt smadrede. Og advokaten skynder sig så at stå ud af sin bil og løber hen til lægen i den anden bil. Og han kan straks se, at lægen ryster og er helt ude af sig selv. Så advokaten finder lommelærken frem af inderlommen og tilbyder den stakkels læge en slurk cognac. Lægen takker, tager en ordentlig slurk og giver så lommelærken tilbage til advokaten, men advokaten skruer bare låget på igen og stikker lommelærken i inderlommen. ”Hvad? Skal du ikke også have” spørger lægen forbløffet. ”Jo”, siger advokaten, ”men først når politiet har været her.” Smart. Mon det venskab holdt? Det tror jeg næppe.

   Så meget mere interessant er det at gå til Det Nye Testamente. I Johannesevangeliet læser vi om Jesus og hans nære discipel Peter, som havde lovet at stå Jesus bi uanset, hvad der måtte ske. Men da Jesus så bliver taget til fange, så tog Peter ikke flugten, selv om det egentlig havde være mere forståeligt. Nej, han blev stående og så på, hvordan de romerske fangevogtere hårdhændet tog fat i frelseren. Peter hævdede ovenikøbet, da han blev direkte spurgt, at han da aldrig, aldrig nogensinde havde set det menneske, som han for kort tid siden havde svoret evigt venskab til.

   Hvordan ville vi reagere, hvis man havde en ven som Peter? Jeg tror da, de fleste af os ville blive stikhamrende tossede? Og det var dig, der sagde, at du aldrig ville svigte mig! Men Jesus reagerer helt, helt anderledes. Men man kunne jo også sige, at hvis Kristi øjne ikke havde set anderledes på mennesker, end vi gør det, ville Det Nye Testamente nok heller ikke være blevet nedfældet. For det særlige var jo, at Jesus fastholdt sit venskab til Peter, skønt Peter fornægtede ham. Det er det kristendommen handler om. Og det er der et opløftende budskab i. Dengang som nu.