Villy Sørensen prøvede i bogen ”Jesus og Kristus”, at adskille Jesus og Kristus. Det lykkedes ikke ret godt for ham, eftersom Det Nye Testamente er Kristus-båret. Men det gode ved Villy Sørensen var, at han såmænd heller ikke selv var sikker på, at det var lykkedes. Han efterlod sig et notat, hvor der stod, at Grundtvigs ”O kristelighed” skulle synges ved hans bisættelse!

    Villy Sørensen skrev også: ”Ironi er indsigt i andres begrænsning. Selvironi er indsigt i sin egen begrænsning. Og humor er indsigt i menneskets begrænsning”. Det er i høj grad, hvad hans værk handler om.

     Villy Sørensen debuterede med ”Sære historier”, hvor han demonstrerer, at han holder meget af børns gengivelse af de små børns sprog: ”De små børn sagde, at de ikke måtte gå over vejen, uden at der var en voksen, der hjalp dem – fordi deres forældre sagde, at de var for små til at blive kørt over.”

     Da ”Sære historier” blev anmeldt i ”Land og Folk”, hånede anmelderen forfatteren, idet han skrev, at ”Sære historier” bestod af ”ufarlige historier”. Næste bog Villy Sørensen udgav, kom selvfølgelig til at hedde ”Ufarlige historier”.

    Men ufarlig var Villy Sørensen dog ikke, han havde tværtimod sans for livets dramatik og skrev: ”Der er liv i døden og død i livet, og måske liv i livet, hvis døden er med i det.” Mange af hans tekster bevæger sig derfor i retning af teologien, han skriver således, at både mennesker og dyr kan have ondt, men kun mennesker kan havde ondt af andre. Det gør os til mennesker, og det er talende, om end ikke tiltalende, at kun mennesker kan optræde u-menneskeligt. Derfor kunne Villy Sørensen også skrive, at etik er evnen til at forstå et andet menneske. Når man forstår et andet menneske, så bliver man etisk forpligtet. Det etiske er altså evnen til at forstå. Men så tilføjede Villy Sørensen: ”Kærlighed er viljen til at gøre det”.

    Ethvert menneske rummer evnen til forståelse, og hvis man vil bruge den, så bliver det til kærlighed.